Hvornår må man få stort MC kørekort?

Alderskrav

Der er følgende muligheder for at erhverve førerret til “stor motorcykel” (kategori A):

22 år: Du kan tidligst erhverve MC-kørekort til “stor motorykel” (kategori A), når du er fyldt 22 år, såfremt du har haft kørekort til “mellemstor motorcykel” (kategori A2) i mindst 2 år og herefter har bestået en praktisk prøve til “stor motorcykel” (kategori A)

24 år: Du er fyldt 24 år og

1) har gennemført køreundervisning og bestået en køreprøve til kategori A på en stor motorcykel (kategori A)

ELLER

2) har erhvervet kørekort til kategori A2 og har bestået en praktisk prøve på en “stor motorcykel” (kategori A)

NB! Dog kan motorcykelmekanikere/motorcykelmekanikerlærlinge samt ansatte, værnepligtige eller frivillige i forsvaret i forbindelse med arbejdet eller tjeneste få dispensation til at erhverve førerretten til “stor motorcykel” (kategori A) i en alder af 21 år.

Se oversigt over alle kategorier til motorcykel her

Undervisningskrav

For at få MC-kørekort til “stor motorcykel” (kategori A) skal du bestå køreprøven -dvs. en teoretisk og en praktisk køreprøve.

Dog skal du kun til en praktisk køreprøve, hvis du er fyldt 22 år og allerede har haft MC-kørekort til “mellemstor motorcykel” (kategori A2) i mindst 2 år.

For at få udstedt et motorcykelkørekort skal du ifølge Loven (kørekortbekendtgørelsen) gennemføre følgende undervisning:

  • Teori: Mindst 29 lektioner teori a 45 minutter
  • Kørelektioner: Mindst 22 kørelektioner a 45 minutter

Kørelektionerne skal være fordelt på:

    • Mindst 4 lektioner kørsel på manøvrebane a 45 minutters varighed
    • Mindst 13 lektioners øvelseskørsel på vej a 45 minutters varighed
    • Mindst 5 lektioners kørsel på glatbane a 45 minutters varighed

Du skal afslutningsvis bestå køreprøven (dvs. både teoretisk og praktisk prøve).

 

Hvornår må man begynde at tage kortet?

Du kan begynde at tage stort motorcykelkørekort 3 måneder før din 21 års fødselsdag.

Kørelektionerne kan tidligst påbegyndes 3 måneder før du fylder 21 år.

Selvom du kan få udstedt motorcykelkørekort til kategori A allerede på din 21 års fødselsdag, har du først førerretten til “stor tohjulet motorcykel”, når du opfylder de pågældende erfarings- og alderskrav (se ovenstående afsnit).

Til gengæld må du gerne føre en trehjuletmotorcykel eller trehjulet bil med en motoreffekt over 15 kW (jvft. Kørekortbekendtgørelsen § 23).

 

Hvilke køretøjer må man føre?

Et “Stort motorcykelkørekort” (kategori A) giver førerretten til følgende køretøjer:

  • Tohjulet motorcykel
  • Tohjulet motorcykel med sidevogn
  • Trehjulet motorcykel. Må tilkobles én påhængsvogn eller ét påhængsredskab.
  • Trehjulet bil.
  • Quadricykel – må føres med eller uden påhængsvogn

 

Kilde: Kørekortbekendtgørelsen

 

Previous reading
MC-kørekort til lille motorcykel (kategori A1)
Next reading
Ubetinget frakendelse af kørekort