Tempo 100


 
 
 
 
 
 
 

For supplerende information henvises der til artiklerne: hastighed for kørsel med trailer, trailerkørekort

 

Hvad er Tempo 100?

Tempo 100 er en godkendelse, som med de tyske myndigheders velsignelse tillader personbiler med påhængskøretøj at køre op til 100 km/t på tyske motorveje, såfremt forskellige krav er opfyldt.

Bilsynssteder såsom Bilsyn, Applus og FDM er autoriserede til at syne dit påhængskøretøj i henhold til de gældende lovkrav for Tempo 100 på de tyske myndigheders vegne.

NB! Vær opmærksom på, at Tempo 100 kun er gældende for tyske motorveje (Autobahn). På tyske landeveje er hastighedsgrænsen for kørsel med påhængskøretøj fortsat 80 km/t.

 

Krav for Tempo 100-godkendelse

Følgende krav skal påhængskøretøjet opfylde for at opnå Tempo 100-godkendelse:

    • Dækkene må højst være 6 år gamle
    • Dækkenes hastighedsmærkning skal være mindst “L”, der svarer til 120 km/t
    • Dækkenes belastningstal (load-indeks) skal svare til køretøjets tilladte akseltryk
    • Påhængskøretøjet skal findes egnet til køre 100 km/t
    • Større påhængsvogne (f. eks. campingvogne og hestetrailere) skal være forsynet med støddæmpere og bremser
    • Visse påhængskøretøjer skal være forsynet med en ISO godkendt stabiliseringsanordning (også kaldet “slingrekobling”)

 

Ansøgning

Synsstedet udfører de tekniske undersøgelser i henhold til ovenstående lovkrav og regler på de tyske myndigheders vegne.

Såfremt resultatet er tilfredsstillende fremsendes resultatet med kopi af registreringsattesten til den tyske synsmyndighed TÜV, som udsteder Tempo 100-godkendelsen.

Efter 1-2 uger modtager du sammen med godkendelsen et Tempo 100-mærkat, som du skal klæbe bag på påhængskøretøjet.

Alternativt kan du selv køre hen til TÜV, som findes i de fleste større byer i Tyskland, og få din Tempo 100 godkendelse. Det tager normalt nogle få minutter.

Desuden koster det kun 13 euro, hvilket er væsentligt billigere end bilsynsteder i Danmark.

 

Når du har fået Tempo 100-godkendelse

Den trækkende bil skal ikke særskilt godkendes til Tempo-100, men skal opfylde følgende lovkrav, som føreren selv er ansvarlig for:

    • Køretøjet skal være udstyret med ABS-bremser
    • Du skal sikre dig, at det trækkende køretøj vejer mindst det samme som det Tempo 100-godkendte påhængskøretøj anført under punkt “G” i Tempo 100-godkendelsen (“Bestätigung”).

      Se “mindste køreklare vægt” angivet i bilens registreringsattest. Såfremt den mindste køreklare vægt ikke er angivet, skal du regne med bilens egenvægt plus 125 kg – dvs. (egenvægt + en fyldt brændstoftank (50 kg) + en fører (75 kg). Desuden må den tilladte totalvægt for bilen, varevognen eller minibussen ikke veje over 3500 kg.

     

    Pris

    Prisen for Tempo 100-godkendelse varierer fra synssted til synssted.

    Generelt ligger prisen på ca. 500-600 kr.

    Hvis du alligevel skal køre igennem Tyskland, så kan det anbefales at køre ind til en TÜV i Tyskland, hvor prisen blot er 13 euro.

    Desuden får man godkendelsen med det samme, hvorimod du i Danmark skal vente i 1-2 uger.

     

This entry was posted in Trailer/anhænger. Bookmark the permalink.